GREEN BOOK er baseret på en virkelig historie om et livslangt venskab og er et lunt feel good drama med masser af humor.
Da den italiensk-amerikanske udsmider Frank Anthony Vallelonga, også kendt som Tony Lip (Viggo Mortensen), bliver hyret som chauffør og bodyguard for den sorte klavervirtuos Dr. Don Shirley (Mahershala Ali), der skal på en koncertturné fra New York til Sydstaterne, må de gøre brug af en Green Book – en rejseguide og vejledning i hvilke restauranter og hoteller, der tager imod afroamerikanske borgere i 60’ernes USA – for at sikre at Shirley ikke nægtes servering, ydmyges eller trues på livet.
Sat i 60’ernes USA, præget af racisme og borgerrettighedsbevægelsen, bliver Tony og Don konfronteret med racehad og deres egne fordomme og får øjnene op for alt det, de har til fælles. Det, der starter som en to måneder lang turné, præget af nødvendighed, fører til etableringen af et smukt, livslangt venskab.
TRÆKFUGLE er en medrivende og æstetisk mavepuster med bjergtagende billeder og en kompromisløs fortælling om 1970’ernes narkohandel i Colombia.
Det hele starter med 30 geder, 20 køer, 2 æsler og 5 halskæder. Året er 1969, og den unge Rapayet gør kur til den endnu yngre Zaida. De er begge en del af Wayuu-folket, der bor i ørkenen tæt på grænsen mellem Colombia og Venzuela. De lever i et matriarkalsk samfund, hvor kvinderne tager de vigtigste beslutninger og bærer det største ansvar. Langsomt men sikkert involveres Rapayet i salget af marihuana til USA, og samtidig krakelerer hans familie og oprindelige kultur lidt efter lidt.
Efter SLANGENS FAVNTAG og hans sublime og hallucinerende udforskning af Amazonas, er Ciro Guerra tilbage med Cristina Gallego som med-instruktør. Sammen udforsker de gangstermiljøet i et et gennemført og nytænkende gangsterepos. TRÆKFUGLE er nemlig ikke endnu en ‘Godfather’-fortælling; der er ingen glorificering af vold, og der er ingen plads til klichéerne om latinamerikanske narkohandlere.
TRÆKFUGLE er urfortællingen om et helt lands fortabelse og forgabelse samt en familietragedie efter græsk tradition. Filmen er i fem dele og fordelt over tolv år, men den stramme ramme levner alligevel plads til magisk realisme, som er Gabriel García Márquez værdig.
Vinteren står for døren, og det er tid for Pjuskes og hans familie at trække sydpå. Men den lille PJUSKE forhindres i at flyve med sin familie og han efterlades helt mutters alene på Island.
Han beslutter sig for at krydse øen i håb om at nå den mystiske dal, han har hørt sin familie snakke om. Paradisdalen - en dal, hvor det aldrig bliver vinter.
På sin rejse lurer mange farer, men han bliver også gode venner med den halvskøre kæmpefugl, GIRON, som har fået sine vinger stækket af den onde rovfugl, DYSTER.
Sammen udgør det skæve makkerpar et stærkt værn mod vinterens farer i deres fælles færd mod Paradisdalen og mod Pjuskes genforening med sin familie.
Kilde: Angel film
I en alder af 84 år er den amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg blevet et uventet populærkulturelt ikon. Hun har opbygget en imponerende juridisk arv og særligt blevet kendt for sit pionerarbejde i kampen mod kønsdiskrimination, og i de senere år har hun gjort sig bemærket som minoriteternes vagthund, når vigtige menneskerettighedssager har skullet afgøres i højesteret.
Men uden en egentlig Ginsburg-biografi har historien om den lille, rolige krigers vej til USA’s højesteret været stort set ukendt for offentligheden – selv for nogle af hendes største fans – indtil nu. RBG er en øjenåbnende og rørende dokumentar, der udforsker Ruth Bader Ginsburgs ekstraordinære liv, karriere og enorme betydning for kvinders ligestilling i dag.
Kilde: Reel Pictures